Min kone kom hjem fra arbejde i går og inviterede mig med i teateret. Først var jeg ikke helt med på, hvad hun talte om. Vi må jo ikke gå i teateret endnu. Hun forklarede mig derfor, at det ikke handlede om at skulle tage pænt tøj på og gå i et rigtigt teater. Det handlede om, at hendes chef har arrangeret, at alle medarbejdere kan følge et foredrag om arbejdsglæde. Det skulle efter sigende være en ualmindeligt humoristisk foredragsholder, der holder det. I morgen. Kl. 19:00. Online. Vi kan sidde hjemme i stuen og se det på vores store fladskærm. Vi skal bare bruge et password, som hun har fået tilsendt.
Foredrag om at trives
Ok, det lyder da, som en god idé. Vi laver jo ellers ikke så meget om aftenen her i huset end at se TV, så et sjovt foredrag, vil da være kærkomment. Det handler jo om trivsel. Hendes invitation og realiteten går lige pludseligt op for mig. Dette her er muligvis noget, vi skal lære at leve med. Der vil muligvis gå rigtig lang tid, inden vi kan komme i teateret igen. Sådan fysisk. Mærke stemningen af forventninger til skuespillerne. Lytte til den der summen af stemmer, der nogle gange er lidt skingre – fordi forventningerne er store.
Normale tider
Der vil gå lang tid, inden vi kan gå på biblioteket og lytte til et foredrag om en eller anden eventyrers ideer om, hvordan verden er skruet sammen. Der vil gå lang tid, inden vi kan komme med til en fodboldkamp og få lov til at lave bølger og pifte modspillerne.
Jeg siger til hende, at jeg forfærdeligt gerne vil i teateret sammen med hende i morgen. Vi har en date. Jeg skal nok sørge for snacks og noget at drikke. Hun smiler til mig. Vi må bare se at lære, at vi skal have det bedste ud af den situation, vi er blevet placeret i.
